Navnet "Jensen & Sørensens Plantage" er egentligt ret misvisende, for området er meget mere end blot plantage - ja faktisk rummer området en stor variation, både hvad angår træsorter, jordbund og mikroklimaer.

På kun cirka 90-100 ha. af de i alt 260 ha. drives der intensiv skovdrift, mens resten henlægger som mose, hede, urørt skov, marker osv. - i alt henlægger 80-100 ha. som mere eller mindre urørte områder uden intensiv skov- eller markdrift, hvilket naturligvis også er med til at forøge den biologiske- og landskabsmæssige mangfoldighed.

For at beskrive området, kan man dele det op i tre delområder, som dog hver især stadig indeholder en vis variation (se opdelingen på kortet)

 

 

Område I:

Dette område huser den største del af selskabets produktionsskov. Blandt andet er det i dette område, at selskabets bjergfyr til pyntegrønt findes, og det er også i dette område, der høstes mos. I det sydøstlige hjørne af området findes dog nogle stykker med hede og længst mod sydøst et delvist fredet egekrat med en høj naturværdi. Området omkring Æ Tørhus, Frederikkelunden og langs med landevejen er præget af løvtræer, og her findes nogle store bøge- og egetræer.

Område I er en del af en oprindelige smeltevandsslette, hvor vandet i den tidlige del af afsmeltningsperioden i slutningen af sidste istid løb ud over på sin vej mod havet. Området er derfor fladt, mod vest skrånende ned mod område II, og bestående af overvejende sand og grus, og var indtil 2. verdenskrig en træløs hedeflade. Under tørvegravningen virkede en del af området som læggeplads, og da tørvegravningen sluttede blev stykkerne plantet til og udviklede sig til regulær plantage.

Område II:

Dette område består af en smeltevandsdal, der indtil tørvegravningen, stort set, var en enorm højmose. Denne dalstrækning er en del af det, der i nyere tid, kaldes Rønbjerg Mose, men før tørvegravningen tog fat, blev området faktisk kaldt "Viemose", som også betyder offermose. Det har altså (også) fra gammel tid været et helligt sted.

De op til 10 meter dybe tørvelag blev op gennem 1900-tallet udnyttet til en storstilet tørveproduktion, som totalt ændrede området, så der, da tørvegravning sluttede i slutningen af 40'erne, fremstod store vandspejl i form af adskillige søer og damme. Området var, på dette tidspunkt, stort set træløst.

I de efterfølgende år begyndte de mindre søer at vokse til igen, og selvsåede træer begyndte stille og roligt at dominere området. Faktisk har størstedelen af skovene i dette område stået urørte siden, og fremviser en særegen vild natur. Men den store tilgroning er ikke kun positivt - det betyder også, at lyngarealer, søer og moser med ekstremt sårbar flora, der ikke kan leve uden lys og luft, er presset og kræver pleje og vedligeholdelse. Derfor har selskabet i mange år brugt mange kræfter på at rydde træer omkring søerne og på hede/mosearealerne. Tørvegravene var allerede i 80'erne kraftigt tilgroede, og det åbne vandspejl var ved at forsvinde. Derfor har selskabet i flere omgange opgravet søerne i området, så der i dag stadig fremstår flere store vandspejl med stor rekreativ værdi.

På det åbne område øst for Mosehuset findes to, delvist tilgroede, damme med en høj naturværdi, hvor man blandt andet finder en veludviklet hængesæk, klokkelyng og flere arter kødædende planter.

I den sydøstlige del af område II snævres smeltevandsdalen ind (heraf navnet Halsen) og omkranses af stejle skrænter med fredet egekrat på begge sider. Dette sted kan godt kaldes det smukkeste og geologisk mest spændende sted i Jensen & Sørensens Plantage.

Område II er lavtliggende og beskyttet mod vestenvinden af højderyggen i område III, og der findes derfor nogle lommer med et anderledes mikroklima. Det er ofte tydeligt at se, at sneen og isen smelter langsommere i dette område end andre steder.

Område III:

Området består af en nord-sydgående højderyg (højderyg er måske så meget sagt, da det højest punkt er 23-25 meter o.h.o., men, i forhold til det omkringliggende landskab, er den ret markant) som tilbage i tiden lagde jord (sand) til en vigtig færdselsåre for blandt andet studedrift fra den vestlige del af Salling mod syd. I dette område langs med denne gamle vej boede der langt op i 1900-tallet mange mennesker (her iblandt en del rakkere).

Der findes en del bronzealderhøje i dette område, som er et tydeligt tegn på, at der har været aktivitet langt tilbage i tiden. Disse høje kan dog være svære at finde.

Her findes en væsentlig andel produktionsskov, men også store flotte ege- og, bemærkelsværdigt, flotte bøgetræer, der klarer sig fint på den "lune" østlige side af højderyggen. Højderyggen danner også et markant vandskel, som udmønter sig i, at det lavtliggende moseområde i den nordvestlige del af området har en helt anden klar og iltrig vandtype og dermed flora og fauna, end det er tilfældet i område II, hvor vandet er mørkt og humuspræget.

Lille Skaun er en lille tørvegrav med en stor vandgennemstrømning af vand, som kommer til søen ad en bæk, der løber i en uberørt, urskovsagtig dal mellem Store Skaun og Lille Skaun. Store Skaun, hvor kun et lille hjørne ligger i Jensen & Sørensens Plantage, er en klarvandet tørvegrav beliggende i bunden af et dødishul med et stort kildevæld, som sikrer frisk vand til de mange mindre tørvegrave, der ligger længere ude i systemet.

Som nævnt har den skovklædte højderyg en vigtig funktion som læ for vestenvinden, idet vestsiden af højderyggen består af en forholdsvis stejl skråning, hvor vestenvinden bliver presset op.

Det er også i dette område, at sommerhuset "Mosehuset" ligger. Det kan du læse mere om her.

For en mere detaljeret beskrivelse af de enkelte områder og bevoksninger kan henvises til "Den grønne driftsplan for Jensen & Sørensens Plantage".