Landskabet

Til forside J & S

 

Landskabet, som Jensen & Sørensens Plantage er en del af, er præget af, at store mængder smeltevand løb ud over området ved slutningen af sidste istid. Under istiden var området dækket af iskappen, men isranden lå kun 10-20 km syd for, så da afsmeltningen begyndte, blev området ret hurtigt isfrit. I lavninger og huller i landskabet blev der dog efterladt store isklumper. Da isen trak sig tilbage, blev området overstrømmet af en mægtig smeltevandsflod, hvor smeltevandet fra den nordlige del af Midtjylland strømmede ud mod det, der i dag er Venø Bugt. Denne brede smeltevandsflod bragte enorme mængder sand og grus med sig, og det er derfor, at jordbunden de fleste steder består af det fineste sand eller grus. Efterhånden som iskappen trak sig længere mod nord og øst, blev der åbnet op for, at smeltevandet fra Midtjylland kunne begynde at løbe mod nord og øst ud i Skive Fjord. De store isklumper, som var efterladt i lavningerne, smeltede også og dannede de mange dødishuller (Flyndersø, Mørke Sø, Egge Sø, Store Skaun, Skør Sø og mange mange flere.

I lavningerne opstod der søer, som mange steder efterhånden blev omdannet til højmoser. På gamle kort over området kan man se, at det, der i dag kaldes Rønbjerg Mose, blev kaldt Viemose, hvilket betyder offermose. Området har altså haft en vis spirituel betydning langt tilbage i tiden, hvor man har ofret til guderne. Dette understreges ved, at der i forbindelse med tørvegravning blev fundet flere moselig, hvoraf et kunne sammenlignes med den kendte Tollund-manden, som stammer fra før-romersk jernalder. Ved liget blev blandt andet fundet disse sko, som i dag findes på Nationalmuseet. 

Flere gravhøje i området afslører også, at der har boet mennesker langt tilbage i tiden, som naturligvis har haft gode fiskemuligheder i de mange søer. Landbrug har der sikkert også været drevet, men den næringsfattige jord blev udpint og omdannet til åbne lyngheder så langt øjet rakte.

Området er, men specielt var, en enorm modsætning til det frugtbare morænelandskab i Salling, hvor herregårdene ligger side om side - - området har været enormt fattigt og beboet af rakkere og andre folk på kanten af- eller udenfor samfundet.

For godt hundrede år siden var området stadig præget af store åbne heder og højmoser -- men i moserne tog tørvegravningen for alvor fat omkring år 1900, som naturligvis gjorde, at højmoserne med de metertykke lag tørv efterhånden blev afløst af tørvegrave, hvor der op gennem første halvdel af 1900-tallet blev gravet millioner og atter millioner af tørv.

Her kan du se, hvordan landskabet tog sig ud i slutningen af 1800-tallet; ingen skov, stort set intet vand og en stor åben højmose:

Landskabet var stort set træløst, men i løbet af 30'erne og for alvor i 40'erne og 50'erne begyndte den storstilede tilplantning af hedeområderne, og tørvegravene blev fyldt med vand og dannede de mange søer, vi kender i dag.

Her et kort fra 1945, hvor tørvegravningen kører på sit højeste, og hvor det ses, at der er store vandspejl (må dog have været delvist tørlagte, når der blev gravet tørv) - faktisk væsentligt større end i dag, men stadig er det heden og det åbne landskab, der dominerer. De mange huse rundt i landskabet kan også ses:

Og her et kort fra 2001, der viser, hvordan hedefladerne er dækket af skov

 

En helt utrolig udvikling, som man blandt også kan se ved at studere luftfoto.

Her kan du se en lille film, som viser landskabet i slutningen af 1940'erne:

Klik på billedet for at se filmklippet

Her kan du se et billede, der er taget omkring 1960 fra vest mod øst med "Oasen" i baggrunden, som viser, at der endnu i 60'erne var store træløse områder. Dog kan man godt fornemme, at bevoksningen så småt er begyndt at tage over:

og her nogle luftfotos fra samme tidsperiode, som også giver en god fornemmelse (klik på billederne for at se dem i større format):

Til forside J & S